Nyhedsbrev juli 2025

Kære opbygger

Sommeren står for døren – men på faldetrebet inden industriferien får du her et kort overblik over de forskellige branchenyheder. 

NIV-bekendtgørelsen er på plads

1. juli 2025 er den længe ventede bekendtgørelse om national individuel godkendelse af nye køretøjer (inkl. påhængsvogne). Den danner grundlag for, at vi kan få en ny ordning for godkendelser; en ordning, der lægger sig meget tæt op ad den vision, som vi i Køretøjsopbyggerne anviste sammen med store dele af den øvrige transportbranche tilbage i 2020. 

Færdselsstyrelsens egen nyhed herom, kan du læse her!

Se også her, Færdselsstyrelsens oversigt over den kommende godkendelsesproces.

En ny VOSAK – og lidt om digitaliseringsprocesen

VOSAK er også fornyet pr. 1. juli 2025 – og her er der også et markant aftryk fra Køretøjsopbyggernes side; en lille ting på skrift, men i praksis et væsentligt irritationsmoment. Vi henviser naturligvis til, at lastbiler med flerudførelsesattester – både med og uden bagmonteret kran – kan have flere tilladte totalvægte.

Derudover er der ændringer i

  • en lempelse for arbejdslygter (pkt. 6.02.007), 
  • præcisering af bestemmelsen om varerumsadskillelse (pkt. 9.01.024)

Færdselsstyrelsens egen nyhed herom, kan du læse her!

Køretøjsopbyggerne er svært tilfredse med de små – men vigtige – korrektioner, der er indført omkring de her nævnte forhold, da små ting gør en forskel i hverdagen. 

Det er ingen hemmelighed, at Færdselsstyrelsen også arbejder på at digitalisere VOSAK, og her er processen nu så langt, at Færdselsstyrelsen på et møde den 23. juni 2025 kunne præsentere en beta-version, hvor de inviterede fra branchen – herunder naturligvis Køretøjsopbyggerne – i forskellige arbejdsgrupper kunne afprøve systemet. Projektet og versionen blev generelt set tage utrolig godt imod af alle dele af branchen; det er et godt udgangspunkt – og det bliver dejligt at se et mere digitalt take på det ellers utroligt tunge dokument. 

En ny sektion under Køretøjsopbyggerne tager form.

På generalforsamlingen i senvinteren blev det besluttet, at foreningen skulle arbejde målrettet på at oprette en sektion for varebilsindrettere – og på baggrund heraf har bestyrelsen og sekretariatet arbejdet på at få et overblik over relevante, potentielle medlemmer. Der er afholdt møder med flere af disse – og vi kan nu glæde os over, at sektionen “varebilsindrettere” er en realitet. 

Som du kan se på hjemmesiden, Køretøjsopbyggerne, så består sektionen allerede af 6 aktører – og flere forventes. 

Den nye sektion betyder et større grundlag for at påvirke politikere og styrelser, fordi vi nu favner både “det udvendige og det indvendige” – og det samlede medlemstal er på 46 virksomheder. Det er rigtig flot. 

God sommer

Alt i alt går det vel egentlig meget godt – vi kan sætte flueben ved en række problemstillinger, som vi i tidens løb har rejst overfor Færdselsstyrelsen – ligesom vi kan se frem mod et efterår, hvor vi forventer yderligere bekendtgørelser m.v. så vi kan være klar til de nye rammer for godkendelse af individuelt opbyggede nye køretøjer.

Næste bestyrelsesmøde finder sted den 21. august 2025 – og har du noget, du gerne vil have med på dagsordenen, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte sekretariatsleder Johanne Berner. 

Fra bestyrelsens og sekretariatets side ønsker vi jer en god sommer.

Venlig hilsen

Johanne Berner, sekretariatsleder